Madrid er den 21. mest bæredygtige by i verden / Pixabay
Madrid er den 21. mest bæredygtige by i verden / Pixabay

Madrid og Barcelona kan prale af at være de mest bæredygtige byer i Spanien. Indekset over bæredygtige byer 2018, udarbejdet af Arcadis, placerer de to spanske byer blandt de 30 mest bæredygtige byer i verden. Øverst på rakingen ligger London, Stockholm og Edinburgh, som er de tre mest bæredygtige byer på verdensplan.

Ifølge indekset og den globale beregning ligger Madrid på en 21. plads og Barcelona ligger som nummer 28. Hvis vi kun fokuserer på miljømæssige faktorer, forbedrer begge byer deres positioner, hvor Madrid ender på 15. plads og Barcelona på 22. plads.

Miljømæssigt er de bedst vurderede aspekter af begge byer deres CO2-emissioner, energiforbrug og elbilincitamenter. Men indekset har beregnet en lav samlet score på grund af (u)tilgængeligheden af grønne områder, især i Barcelonas tilfælde.

Barcelona/Flickr
Barcelona/Flickr

I analysen af sociale faktorer indgår Madrid i top 10, hvorimod Barcelona ligger som nummer 24. Begge byer skiller sig ud i adgangen til uddannelse, lav kriminalitet og digitalisering, såvel som i transportsystemer og i offentlige tjenester generelt. Det skal dog nævnes, at Barcelona indtager den 2. bedste placering i forhold til forventet levetid.

Ud fra en økonomisk analyse falder begge byer langt på den globale placering, hvor Madrid og Barcelona indtager henholdsvis plads nummer 49 og 47.

Resultaterne af indekset er baseret på tre grundlæggende søjler: Mennesker (livskvalitet og sociale muligheder), Planet (energiforbrug, forurening og emissioner) og Fordele (forretningsmiljø og økonomiske præstationer). De tre søjler er tæt på linje med de bæredygtige udviklingsmål (SDG), der fremmes af FN.